Hamsuns foredrag «Norsk Literatur»

Mine Herrer og Damer!

Det er om norsk Literatur jeg vil tale iaften, og det jeg har at sige vil nok komme til at forarge. Maa jeg faa lov til, inden jeg begynder, at gøre opmærksom paa, at det jo ikke er min anmassende Hensigt at forsøge paa at lave en literær Skole nu ved disse Par tre Foredrag. Det formaar jeg ikke, og det vil jeg ikke; jeg vilde det ikke, selv om jeg kunde, selv om jeg havde Kræfter til det. Tvertimod, jeg vil angribe Skolerne, og jeg vil prøve at gøre det begribeligt for Dem, at jeg har Ret til at angribe dem. Jeg blir overhovedet saa angripende, saa nedrivende iaften, som muligt, men jeg vil ogsaa gøre et Forsøg paa at bygge op noget istedet - som det sig hør og bør. Jeg beder altsaa om, at det ikke maa forarge Dem altfor meget med en Gang, at jeg iaften - naturligvis bare efter fattig Evne - rydder gamle Tomter. For jeg har noget som jeg maa have Plads for, men som der slet ikke er Plads for, hvis der ikke ryddes. Saa trangt synes jeg, at jeg finder det inden den verdensberømte norske Literatur.

Hvad er da det, jeg vil have Plads for? Jeg skal sige det - ikke saadan med et enkelt Ord, men lidt efter lidt; det skal ligge paa Bunden af det jeg har at sige iaften, og jeg skal anstrænge mig for at gøre det saa tydelige, som et vagt aandeligt Element kan gøres tydeligt. Iaften foreligger det da for mig at gøre en Smule Rede for - bare i Hovedlinjerne - gøre en Smule Rede for, hvordan den norske Literatur er - ikke hvordan den burde være; jeg vil ikke tale stort om hvad der mangler den, det kommer jeg til senere. Men naar jeg skal give denne lille Redegjørelse, saa vil jeg naturligvis tilstaa straks, at den ikke kommer til at hævde de almindelige Meninger om norsk Literatur, men bare mine egne Meninger. Jeg giver det ikke ud for mere end det er, - saa De vil - mine Damer og Herrer - iagttage at vente Dem saa lidet som muligt af denne Time. -

Den norske Literatur er da - mener jeg - en Literatur, som kun kunde fremstaa i et Land som vort, med den Sort Mennesker, et Bondefolk med yderst borgerlige Bestræbelser. Det er en Literatur, som er artsbestemt af de demokratiske Nyttebestræbelser, som har regeret vort Aarhundrede. Den er i sit Væsen materialistisk; den har som Samfundsskildring interesseret sig mer for Sæder end for Mennesker, mer altsaa for Samfundsspørgsmaal end for Sjæle. Den har lært af Verdensforfatterne - fra Victor Hugo til Zola - at beskæftige sig kun med det enkleste, det mest almindelige Gemytsliv, det Gemytsliv nemlig, som leves af de mindst komplicerede, de aandeligt borgerlige Mennesker. Der skal i hele vor Literatur ledes efter et rigtig indviklet og ejendommeligt psykologisk Tilfælde. Men denne brede Almindelighed rammer bare det almindeligste i Mennesket, og udenfor dette almindelige er der hos ethvert Menneske fra Slagteren til Gesandten et Omraade af Sjæl, som af vore Forfattere næsten er et ubesøgt Land.

Jeg maa holde mig mest til vor nyere Literatur, forat begrændse mig, og til vore fire største Forfattere, fordi de har vist den største Kraft og slaaet an den ledende, den kommanderende Akkord; hvad man ser hos dem af Skildring og Psykologi, er repræsenterende for vor hele Literatur.

Nu - disse fire Forfatteres Produktion har da faaet sit Præg af, ja for en god Del endog sit Indhold ved engelsk Madmoral og lidt europæisk Realisme, og denne Digtning kunde jo tilfredsstille et Bondefolk af saa borgerlige og materielle Instinkter, som vort. Der har derfor ikke været nogen højlydt, begærende Trang til nogen anden Literatur herhjemme end den, som er bleven skabt af de store Folkedigtere fra Hugo til Zola, og saasom Zola er yngst og har blomstret lige til nu, har han faaet mest at sige i vor nyere Literatur. Jeg mener naturligvis ikke at sige, at Zola har paavirket os synderlig i Retning af Nana-Poesi, - skønt jeg synes, han har paavirket os nok i den Retning ogsaa - men han har virket ligefrem bestemmende paa os ved sit digteriske Princip: Samfundsdigtningen.

Nu kan det synes underligt, at en Mand som Zola, med det dikteriske Princip, han har, altsaa: at forbedre Samfundstilstandene, - det kunde synes underligt, at en saa demokratisk Kraft kunde faa slig Indflydelse i et saa aands- og standsaristokratisk Land som Frankrige og derved paavirke hele Verden. Men dette er i Virkeligheden ikke noget underligt. For det første maa det altid være noget borgerligt og folkeligt, som skal blive populært; skal noget blive Almenbevægelse, saa maa det være enkelt og letfatteligt, klart at skue, - og Zolas Tanke og Zolas Ord er blottet indtil Blusel, netop noget for Folkemængden. Dernæst er Zola en uhyre Fornuft, en Hjærne af veldige Kræfter, ellers vilde han ikke have trængt slig ind i alle Lande. Men endelig skal vi huske paa, at der i Frankrige i 20 samfulde Aar har levet Digtere ved Siden af Zola, som har leveret sin selvstændige Produktion aldeles uafhængig af ham, en fin, aristokratisk Digtning, en psykologisk Digtning, som har skudt dybe, dybe Rødder og nu er bleven til et Træ, der skygger over Zolas Hoved. Til slige Sideskikkelser ved Siden af vore fire store Forfattere er der slet ikke Spor at se i vor Literatur, - fordi de kanske ikke er fremstaaet, og fordi der i vort madnyttige Demokrati ikke har været Trang til dem. Zola har drevet os til at digte om Samfundet, og vi har drevet ufortrødent paa at digte Samfundsdigtning.

Derfor ser vor Literatur nu ud, som den gør. Zola er fra Gemytslivets Side betragtet en Bonde, og han skriver ikke fornemt for et Udvalg af Mennesker, men for Folkemængden. Zolas Væsen som Skribent er Trafikdirektørens, og hans Stemningsanalyser er yderst tarvelige. Hans Bøger er Godsvogne med kurante, efterspurgte Husholdningsvarer, som han gennemstrejfer Verden med. Han beskæftiger sig hovedsagelig med de store, brede Bevægelser i Menneskesjælen, de alleralmindeligste Følelser og Drifter. Skal han nogen Gang udenfor denne Ramme - som for Eksempel i sin sidste Bog - saa kører han af Sporet, det vil sige: han konstruerer sig frem. Hans uhyre Bondefornuft nyttiggør Fødsel og Affald, Slagger og Rændestensmudder, altsammen flyder ind i hans Digtning til Nytte og Gavn for hans folkelige Læsere. Han blir ikke træt af at skildre op igen og op igen, hvorledes Mennesker drikker sig fulde, hvorledes man bedrager hinanden, hvorledes man myrder hinanden, hvorledes man forfører hinanden, hvorledes Mand og Pige synder sammen. - Manden kender bare de alleralmindeligste Sjælevirksomheder, og det er disse han skildrer. Denne demokratiske Digter har nu været den indirekte Lærer for alle vore Forfattere, - i mere eller mindre Grad naturligvis, men i Principet har han været Lærer for allesammen.

Hvad er det nemlig den norske Literatur væsentlig har beskæftiget sig med? Kort og godt: med Samfundsreformation og Typedigtning. Det er om Falliter og Svindel, to Elskendes Skæbne og smalsporede Jernbaner; om Forholdene i St. Petri Menighed, Mads Fossegaard og Kvindernes Underkuelse; om ægteskabeligt Samliv, ormstukne Doktorer og Herbert Spencer; om Laura Kieler, amerikanske Kvindelæger og Fejl i vor Bibeloversættelse. Vor Literatur har beskæftiget sig med lidt Handel og Skibsfart, lidt Fritænkeri, lidt demokratisk Frihed og Typer - alltid Typer - af Mennesker. Det er en yderst sund og respektabel Literatur, som gaar rimeligt frem og tilfredsstiller Læserne: Uvenner forsones, Konsul With plejer at dø af et Underlivstilfælde, forlorne Sønner rejser til Amerika og blir til noget og Præsternes Nederdrægtighed afsløres med stort Talent. Men en ung Pige hun faar desværre et Barn og havner i Vika.

Nu - denne Digtning bæres da og bevæges af en stille, bondemenneskelig Erotik. Uden Kærlighed kommer man ingen Vej; en Roman uden norsk Kærlighed som det selvskrevne poetiske Element har jo endnu ikke set Dagens Lys herhjemme. Den store Knude i vore Romaner, den blaa Gaade, som lige til de sidste Blade af en Bog holder Læseren fangen, det er Spørgsmaalet om hvordan Johan Cato Cammermeyer Klæbo fik sig en Kone.

Skal det nu forstaaes slig, at jeg har isinde overhovedet at angribe denne Sort Literatur? Nej, aldeles ikke! Jeg har jo ingen Lyst til at gøre mig dummere end jeg er. Jeg siger: digt om Herbert Spencer, digt glødende om Kristi Slægtregister, stem Harpen og syng om at sætte af Ben i Knæleddet - altsammen til Nytte og Gavn for Folk og Land. Jeg siger: digt om alt dette! Men jeg lægger til, at ved Siden af denne Digtning har vi i hele vor Literatur - ingen anden. Ingen anden! Og vort Publikum - et Publikum af "Folk", med meget materielle Interesser - dette Publikum har jo ingen Trang til nogen anden Literatur, ingen Trang!

Det gælder om for dette Publikum at faa altsammen omsat i nyttige og nærende Ting; for disse Mennesker de lever af Brød alene. Og derfor er vor Literatur bleven derefter. Spørgsmaalet er ikke først og fremst, hvad man digter om, men hvorledes man digter om det, og vor Literatur er i den Grad materiel og gennemdemokratiseret, at den endog paa de fineste og aandigste Poesiomraader stadig har været en Literatur for "Folk". Lad os tage Emnet: to Elskendes Skæbne. Som dette Emne er behandlet af vore Forfattere, som dette Emne er varieret paa kanske indtil tyve forskjellige Maader i vor Literatur, kommer det dog altid, altid an paa om der blir eller ikke blir Mand og Kone af de to. Saa enkel, jeg vil sige, saa billig er Psykologien holdt i vor Roman, at den ikke bare medtager, men det kommer absolut an paa en slig grov ydre Handling som et Giftermaal eller Opslag. Vi skriver Bøger forat vise, hvordan det gaar til at tage tilægte. Vi finder op en hel Masse Genvordigheder, som Parret maa gennemgaa, men bare af den enkle Aarsag at vingle med Læseren, anspænde hans Opmærksomhed, trække ham frem og tilbake i svær Uvished angaaende det Spørgsmaal, om hun og han maa faa hinanden eller ikke. Stil nu disse to Elskende overfor hinanden i de selvsamme Situationer bare for Psykologiens Skyld, uden en eneste Tanke paa Giftermålet, - og der blir ingen norsk Roman.

Jeg ved ikke om De forstaar mig: Vi sætter altsaa først op den simple, populære Afslutning: enten faar han hende, eller han faar hende ikke - hvad skal jeg nu vælge af de to Ting? - og ud fra denne Tanke som Grundlag laver vi saa en Række af Genvordigheter paa to tre hundrede Sider. Men naar vi har gjort det, saa har vi vinglet nok, og vi siger: nu faar han faa hende! Hvorpaa han faar hende.

Dette er Folkedrik; det er Kanalisæk. Hvad er det i sig selv at byde modne Mennesker, hvordan jeg N.N. fik mig en Kone? Det er ganske ualmindelig ligegyldigt, og selve den Handling, at En lægger en Kvindes Haand i sin og klemmer til, er som blot og bar Akt betragtet komplet verdiløs som psykologisk Symptom; i sig selv har denne Handling bare materiel Værdi. Jeg siger derfor, naar jeg læser en slig Historie om to Elskende, og jeg skønner, at nu vil den begynde at vingle med mig, saa siger jeg, forat faa en Afslutning paa det straks: aa gid de maatte faa hinanden og faa en Masse Børn! -

Saa inderligt er vor Literatur gennemtrængt af det demokratiske Nyttehensyn i alle Maader, at endog det fineste erotiske Element behandles væsentlig med det folkelige Publikum for Øje og lægges tilrette for dettes Tankegang. I det store og hele er vor Literatur en Poesi om slige gode og nyttige Ting, som kan undervise og vederkvæge og optage gode og nyttige Borgere og Medmennesker. Der bra Folk gaar, der er vor Literaturs Veje. Forholdet er ikke dette, at der inden vor Literatur er en stor og frodig Folkedigtning, men hele vor Literatur er af samme Sort, vor ledende Literatur er Folkedigtning. Vore Forfattere har interesseret sig mere for Samfundet end for Individerne; at tjene Samfundet og Borgernes Vel er deres dybt hæderlige og menneskelige Mission; og dette har gjort dem til praktiske Politikere og Samfundsreformatorer fremfor noget andet, og gjort dem til Menneskevenner meget mer end til Menneskekendere.

Tag en Mand som Bjørnson, han, som ubetinget har havt størst Indflydelse paa vor nationale Literatur. Denne Mand er Folkeopdrager af Sympati og Anlæg og Bonde og Demokrat af Temperament. Hans Aand er stor og enkel, den vælter vældigen med tunge Ting, og han føler sit Hjærte bevæges af levende Glæde, naar han kan faa opplyst Folk om, at Samson er en Solgud og Samuels Bøger upaalidelig Historie. Det fryder ham i hans Sjæls Inderste at kunne være den første til at innføre i den norske Poesi et nyt fransk Middel mod Blegsot, eller at være den fyrste til at anbefale Gymnastik for Synd mod den Helligaand. Det inspirerer ham øjeblikkelig til en stemningsfuld Artikkelrække, naar en Kone i Boston sender ham et Værk om smærtefrie Børnefødsler. Det er ham en Trang og en inderlig Pligt at stuve sine Romaner fulde af Hypnotisme og Bibelkritik og almindelig Stemmeret og Anvisning paa Brugen af kirurgiske Instrumenter. Hans Bøger er Husapoteker for Folk tilfjælds og Folk tilhavs, Varelagere, hvor en Mængde gode Ting findes henlagt. Der er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse i hans Virksomhed som Folkeopdrager og Samfundslæge. Han klikker og kurerer paa alle Brøst, giver gode Raad som en "klog Kone", formaner, præker, advarer, truer, trykker sig ind allevegne, ofte ukaldet, ofte uvelkommen, blot af den heftigste Trang til at være tilstede overalt, hvor han mener sig tiltrængt. Han har ikke før faaet Oplysning om et Par Iagttagelser paa Nervelivets Omraade, før han skriver et Skuespil om mirakuløse Helbredelser, og ikke før fortelles der ham et Par Træk fra Skolelivet i Amerika, før han opretter Rendalens Skole i Romanen "Det flager". Han lægger Kundskab i Klumper indi sine Bøger, intet findes for lidet poetisk og intet for lidet æstetisk til at vrages. Han populariserer Casparys Bibelfortolkning i "Nyt Tidsskrift" og Guyaus Moralfilosofi i "Dagbladet". Alt dette gør denne Mand for at være til Nytte og Gavn for Mennesker, for at tjene Folk omkring i Landet.

Skal det nu forstaaes slig, at jeg vil angribe Bjørnson for denne Virksomhed? Ingenlunde! Jeg gør dog virkelig blot opmærksom paa den som en Kendsgærning, enhver kan se. Jeg siger: digt om Gymnastik og Blegsot og almindelig Stemmeret, klik og kurer naarsomhelst og hvorsomhelst, far omkring og læg Grødomslag paa alle mulige Skavanker i Samfundet! Jeg siger: lad der ikke være Forandring eller Skygge af Omskiftelse i denne aandelige Geschäft! Men jeg lægger til, at i Norges ledende Literatur er Bjørnstjerne Bjørnson den indflydelsesrigeste Kraft, og denne Kraft er - Folkedigter, intet andet end Digter for Samfundet, Demokratiet og Folket. Intet andet. Han er Pædagog for store Børn.

Jeg kan vel nok spare mig for at reservere mig mod den Opfatning af mine Ord, at jeg skulde finde den norske Literatur daarlig og lidet værd overhovedet. Det er jo slet ikke det, jeg vil sige. I sit Slags er den kanske enestaaende i Verdensliteraturen. Min lille Mening er den, at der nok skal ledes efter et Land af Norges Størrelse, hvor den nationale Literatur er saa rig, og har fortjent saa vel sin Berømmelse som den norske. Jeg mener ogsaa, at i digterisk Talent kan vore største Forfattere saa temmelig maale sig med omtrent hvilketsomhelst - ja, med hvilket som helst andet Lands, jeg er i Tvivl om, hvorvidt jeg skal undtage Ruslands og Frankriges. Men det er altsaa ogsaa min lille Mening, at vor Literatur gennemgaaende er en Poesi om Samfundet for Folket, at vor Digtning af Hensyn til det demokratiske Princip lægges niveauisk tilrette for de mindre udviklede Mennesker, og at derfor ogsaa Poesien og Psykologien faar lide under dette. Saa enkelt skal altsammen være, at det maa være til at tage paa nettopp for den menige Mands Skyld. En Mand som handler med Heste, for Eksempel, en Mand som handler med Heste, er intet andet end Hestehandler. Han er Hestehandler i hvert Ord. Han kan ikke læse et Æventyr eller tale om Blomster eller interessere sig for Renslighed; nej, han maa alltid braute, altid banke sig paa Lommebogen, bande barbarisk og lugte af Stald. Men nu kan dog en Hestehandler, lige saa vel som Forfatterne og Matroserne og alle andre Markens Dyr, være et sammensat, inderlig kompliceret Væsen, som har en Sjæl af de vidunderligste Modsætninger. Han behøver ikke at være Hestehandler i sit Ansigts Sved og i høj Grad; han kunde for den Sags Skyld gærne skrive Værs og være gudfrygtig. For at "holde" en Karakter har vore Forfattere gjort sine Personer til Typer. Og det er, mener jeg, for grov og for overfladisk Psykologi. Jeg skal forklare det nærmere, idet jeg vil sige et Par Ord om Kielland.

Lad os tage en Bog som Kiellands "Else", som i sin Tid vakte slig Opsigt og visselig ogsaa var skikket til det. Der forekommer en Mand, om hvem det siges, at han "er flink med Laase". Denne Fyr er tegnet med gult Haar, dybe, indadgaaende Haarviger, spidst Ansigt, smidig Krop, kortsagt: man ser denne Figur og skælner ham godt fra de øvrige Medlemmer af "Banden". Men hvad Slags Menneske er det? Jo, en Mand som "er saa flink med Laase". Faar man noget af hans indre, indfiltrede Gemytsliv? Faar man det at han var farveblind - hvad den Mand godt kunde være, ved Siden af at være flink med Laase? Faar man det, at han havde en Rædsel for at høre Kirkeklokker ringe - hvad den Mand godt kunde have en Rædsel for? Blir det sagt, at en Tirsdag Morgen i Maj Maaned laa engang den Mand paa Knæ i sin Seng og græd over en Kat, som han husked, at han havde gjort Fortræd i sin Barndom? Nej, i et Ord: faar man noget inde fra hans Sjæls Indvolde? er der nogen Ransagelse af den Mands Instinktrødder? Nej, der er ikke det! For han skulde være Type paa en Mand, som var "flink med Laase". Endog rent legemlig er han dannet med denne Tanke for Øje; det vilde have ødelagt ham som Type, hvis han havde havt langt Skæg, plumpt, tykt Ansigt og Mave, og derfor har han ikke det.

Lad os tage en anden Skikkelse fra den samme Bog: gamle Schirrmeister. Denne Mand er den gode, gamle populære og underlig flade Type paa en fordrukken Begavelse. Der er ingen Ting i Skildringen af denne Person, som forstyrrer enhver Bondes Forestilling om en udskejet tysk Musikant. Han er lagt blødt tilrette for Mængdens Smag: han er saa godslig, naar han er ædru, han drikker af ulykkelig Kærlighed, han græder sentimentalt og plakat fuld til sin egen falske Musik; men han er saa begavet! Hvor fortjener han ikke vor Overbærenhed og Sympati! - Men den Overbærenhed og Sympati, eller med andre Ord: den Interesse, som han fortjener, afhænger for en Del af, hvad Slags Menneske, den Mand var, hvorledes han var udrustet indvendig, hvad der bevæged sig i ham i ædru og fuld Tilstand, hvad der optog hans Tanker om Nætterne, naar han vaagned, kortsagt: den Interesse, han fortjener, betinges ikke bare af hans grove ydre Optræden, men af Beskaffenheten af hans indre Sjæl. Og nogen indre Sjæl har altsaa ikke en gammel tysk Musikant!

Nu, dette var et Par Bipersoner blot, lad os bære over med dem, lad os derfor tage en Figur i samme Bog, som ikke er Biperson, lad os tage Hovedpersonen Else, ogsaa kaldet Loppen. Hvad er der nu i Bogen "Else" om Mennesket Else? Hun er blødt og fint behandlet af Forfatteren, hun er smuk, ung, uskyldig, efterstræbt, hun falder, synker, dukker under. Dette er hendes Historie. Hvad faar vi af hennes inderste, vage Sjæleliv? Hvad var det for Eksempel som sittred gennem hendes Hjærneceller, dengang hendes Ære fik det første og andet Knæk? Hvad er det overhovedet, som optager hende ved siden af at være falden Kvinde? Ingenting! Gud hjælpe mig - ingen Ting! Hun er en Forført hvor hun staar og gaar, hun er et Offer for Konsul With og Samfundet fra Morgen til Kvæld, hun er dette og intet andet hele Fortællingen igennem. Else er en Sjæl, der er sat i Stilling til Begabelse for et Publikum, istedet for en Sjæl i al dens Bevægelighed og underfulde Komplicerethed. Det eneste, som tages med om hendes inderste Indre, er en Sandseejendommelighed ved hende: hun er glad i Roser. Denne i sig selv meget populære Ejendommelighed er i Virkeligheden bare en Strævepille under Else som forført Uskyldighed og støtter hendes Skikkelse som Type. Uden denne Kærlighed til Roser, vilde hun været mindre istand til at beslaglægge Publikums Medfølelse; for i sig selv er hun bare et betydningsløst, vakkert Menneske, som falder; hun er forholdsvis ikke det Spor mer betydelig end en middelmaadig Loppe. Men af alle hendes Sjælelivs Hemmeligheder er der én, som aabenbares: hun er glad i Roser. Og fordi Else er en Type paa en uskyldig Pige, som er glad i Roser og skal gaa i Hundene, og fordi hun er holdt saa enkelt, at der er intet andet som kommer frem om hende, end dette, derfor husker norsk Publikum denne usigelig letforstaaelige og usigelig overfladiske Historie om den Sjæl Else, ogsaa kaldet Loppen. Else er i Bogen "Else" virkelig bare saa og saa mange Ord, - en eneste nøgen Paastand.

Naar nu en saadan Bog - naa, den er formelt fortræffelig skreven, den er fin og let, behersket, stemningsfuld - men naar en slig Bog slaar saa sterkt an hos os, naar den oplever flere Oplag end Kiellands bedste Arbejder, naar den ovenikøbet faar Bjørnson til at rykke frem med en naiv og myndig Artikel om den, - saa viser dette, hvad det er for Slags Digtning, norsk Publikum føler sig tilfredsstillet ved, det viser, hvad vi er betinget for at nyde og at fordre af Literatur. Hvad det kommer an paa for et Folk som vort, er da ikke den indtrængende sjælelige Undersøkelse, men den ydre Handlingens Poesi, som kan underholde.

Kielland har som Samfundsforfatter fyldt en Plads og gjort en Gærning i vor Literatur. Han er en udmærket Skribent; tag hans Bøger ud af vor Literatur - og der vil blive et stort Hul. Han er den flinkeste, mest opfindsomme Handlingens Digter, vi har. Byd ham en Fabrik at tumle med, og han tumler den som Fagmand. Han grasserer med Penger og Værdier, møder forfaldne Papirer med nye, trasserer paa Kryds og tvers, udnytter Chancer og skaber sig Muligheder som en Spiller. Men derfor har ogsaa denne Mand en Interesse for Livets grove Trafik, som langt overstiger hans Kendskab til Menneskets Psykologi. Han er Samfundets, ikke Sjælens Skildrer. Han har skabt en Samling af ydre, typiske Livsfølelser, som i sit Slags og rent formelt set er mesterlige; hans Bøger er en eneste sammenhængende Kæde af Begivenheter og Katastrofer. Der er Konfirmation og Ting, Begravelser og Baller, Bønnemøder, Selvmord og Sildetrafik i stor Mangfoldighed. Man hører overalt det travle Hurra i Tingene: Suset fra "Fortunas" Maskiner og Uroen fra Teglværket; man hører Bankens Døre, som aabnes og slaaes i, Vekslernes Hvislen henover Pulten, ramlende Kættinger af Skibe, der ankrer paa Havnen. Man hører Stønnet fra de store, anseede Forretninger, fordums mægtige Handelshuse, som nu er rammet af Uheld og staar og vakler; intet er glemt: man hører endog Lyden fra Sladderens uhyre Maskineri. Der er et Bulder af Handel og Omsætning, som aldrig standser, som følger én lige ind i Døden. Gamle Skipper Worse ligger ikke paa Dødslejet og forgaar af Sykdom, naar han skal dø, nej, det har han ikke Følelsen af. Hans virksomme Hjærne finder ud, at han sejler stoltelig indad Byens Havn, med Flagene oppe, hjemkommen fra Rio de Janeiro. Forat faa Handling begaar Kielland endog den Dristighed, at en ung Pige springer i Sjøen af Kærlighet.

Nu - en saadan Digtning, der saa overveiende beskæftiger sig med Handlinger, maa efter sin Natur hovedsagelig blive Underholdningslekture. Jeg siger dette saa direkte forat være klar, uagtet det i Grunden er noget grovere end jeg føler det. Men en Handlingens Digtning som saadan behøver ikke at sysle med mer Sjæl, end hvad der fordres til at endossere et Laan eller sejle hjem fra Rio. Derfor er Kiellands Personer stadig hele, bestemte Karakterer, Typer paa Mennesker, der staar i hver sin Stilling i Livet og handler ud fra denne Stilling. De er ikke splittet og delt, ikke sammensat af dybt indviklede Flerartetheder og fine Disharmonier, de er ikke lidt af Randulf og lidt af Else, lidt af Morten Kruse og lidt af Fanny Garmann tilsammen, men hver for sig. De er med Vold og Magt Karakterer, gode, konsekvente Karakterer, men det vil sige: rigtig flinke levende Apparater med Menneskenavne.

Vi har en tredje Forfatter i vor Literatur, som ikke saa direkte er Pædagog som Bjørnson og ikke saa ligefrem er Underholdningsskribent som Kielland, men som ligesom disse har digtet Samfundsdigtning sent og tidlig, og som i Menneskeskildringen kanske mer end nogen af de andre har ladet sig nøje med den stejleste og enkleste Karakterpsykologi, - jeg mener Henrik Ibsen. Er der nogen Mand i vor Literatur, som har skabt "Karakterer" i al deres stejle Enkelhed, saa er det ham, har nogen formaaet at "holde" en Skildring saa krampagtigt fast, at intet saakaldt "uvedkommende" fik flyde ind i en Figur, saa er det ham. Og dette grunder sig lige saa meget paa den Digtform, som denne Forfatter altid bruger, som paa den naturlige Stejlhed og Nuancefattigdom i hans Følelsesliv. Nu vil jeg forklare dette lidt.

Vi har i lange Tider levet og død i Troen paa Teorien om den herskende Evne. I alle gamle Bøger, vi slaar op i, møder den os denne firkantede herskende Evne i Form af hele Skurke, hele Engle, hele Riddersmænd, hele Skønheder. I vor Tid kom da Taine, et stærkt og matematisk Hoved og energisk Aand, og drev den ind i vore Hjærner, og der ligger den endda, denne herskende Evne. Taine fastsætter som Regel et Par tre Grundevner i Mennesket, og af disse udvælger han sig én til at herske dominerende, til at herske endog over de andre to. Til denne herskende Evne fører han da tilbage alt det Liv, som finder Sted i Mennesket. Der foregaar ikke en Bevægelse, ejes ikke en Tanke, en Forestilling, en Følelse, uden at den jo ialfald er farvet lidt af denne herskende Evne. Men et Menneske, der saaledes med Vold og Magt har faaet hele sit aandelige Hovedindhold overført til en eneste Rubrik, maa absolut blive et saare enkelt Væsen, af Gemytt og Sjæl en Karakter.

Denne Opfatning af Mennesket som "Karakter" har i særlig Grad og til alle Tider hersket paa Scenen. Den Gærrige hos Molière er bare gærrig, Othello hos Shakespeare er bare skinsyg, Jago bare skurk. Og Rosmer til Rosmersholm er bare adelig. Et Skuespil maa alltid være anskueligt, let at følge med for Parterre som Parket, hvorfor en Figur, som ikke har den nødvendige Klarhed og Anskuelighed simpelthen falder igennem. Men en Figur som har Klarhed, vil da igen sige en Karakter og en Type. Derfor ser man aldrig paa Scenen for Eksempel en Husholderske eller en Kokkepige, uden at man straks forstaar, hvad Slags Mennesker man har for sig; de maa have Husholdningsforklæder nedover hele Forsiden, og saasnart de aabner Munden, faar man høre Jargon. En Kokkepige er Kokkepige af Fag, - det er Fru Bosse-Fahlstrøm altsammen.

Nu, paa Grunnlag af denne Opfatning af Mennesket har da ogsaa Ibsen skildret sine Personer. Husholdersken i "De Unges Forbund" er akkurat den samme Karakter, som Husholdersken i "Rosmersholm"; det kunde være selvsamme Menneske, lidt yngre blot paa det første end paa det andet Sted. De har den samme herskende Evne, Forklædet og Jargonen er ens, - det er det samme, bare paa en lidt anden Maade. Jeg mener derfor, at den Psykologi, som skal være saa klar, det vil sige: saa lidet dyb, at den skal kunne forstaaes og nydes fra Scenen, er indtil det uforsvarlige en grov og falsk Psykologi. En anden Sag er det, at der skal Kunst og Talent, ja, Geni til, forat faa det til endog saa bra, som Skuespilforfatterne faar det til; et Skuespil er og blir en for snæver Ramme til at kunne indeholde andet end Sjæle i Konturer.

Naar jeg sagde saa stort et Ord, at den norske Literatur væsentlig var en Literatur for Folket, og at den i det hele taget var bleven præget af alle mulige folkelige og demokratiske Hensyn, saa var jeg opmærksom paa at man kunde stille Ibsen op imod denne Mening. Og jeg glemte ikke Ibsen, jeg glemte ham slet ikke. Han er Samfundsforfatter som de andre; hvad der fortrinsvis interesserer ham er Spørgsmaal, individuelle og sociale Spørgsmaal. Men læg Mærke til, at naarsomhelst Ibsen behandler individuelle Spørgsmaal, som altsaa da skulde være psykologiske, saa er det kun forsaavidt, som de staar i Forbindelse med de sociale. Hele Rækken af Skæbner hos hans Hovedfigurer strejfer paa en eller anden Maade et Samfundsanliggende. Dette er nu godt og vel, men det er tillige et forklarende Symptom. Ibsen er kanske saavidt fornem af Gemytt og saavidt dyb af Aand, at han ikke først og fremst føler det som sin Pligt at skrive madnyttigt for Folk; men ubevidst er endog denne Mand et Barn af Norge, af Aarhundredet og Stuart Mill.

Lad os atter tage en Bog, og lad os tage den af Ibsens Bøger, som i dette Tilfælde vil kunne modbevise mig kraftigst, lad os tage hans berømte aristokratiske Digtning "Rosmersholm". Selve Rosmer er og skal være en Type paa en adelig Sjæl. Jeg har - mellem os sagt - lidt vanskeligt for at forbinde et Menneske med den Figur, særlig i sidste Akt; men skal jeg være nødt til at se et Menneske i ham, saa maa jeg digte ham saavidt om hos mig selv, at der altsaa blir tilbage en afsat Præst, som gaar omkring og snakker Adel. Den Mand har én Pæl i Kødet, og det er Adelsskabet. Han falder intet Sted ud af sin Rolle, han "er og blir sig selv til Slut"; hans Karakter er "holdt", den Herre kunde aldrig gribes i at spise med Jærngaffel. Han skal paa Død og Liv være adelig, han er saa fornem, at han ikke kan le og saa fornem, at han heller sluger en Fornærmelse end kaster Fornærmeren paa Dør. Hvorfor indlader han sig da med Ulrik Brendel? Hvorfor giver han ham ikke en Tikrone og lader ham gaa? Ja, dette kunde han have gjort, hvis han blot havde været adelig af Stand, eller hvis han blot havde været adelig til Maade, nu derimod er han en eneste fortættet Masse af Adelighed i Sind og Kød, og hans Sjæl er for fin til at føle saa grovt, at han kan hjælpe Brendel og lade ham gaa. Han er saa fin indvortes, at han kun vil leve et "rent Samliv" med Rebekka, hvilket vil sige: et "aandeligt Ægteskab", hvilket han igen forklarer med "den stille, glade, begærløse Lykksalighet". Saa fin er han indvortes. For denne Mand har "Sædelighedskravet i sig som en Naturtrang", siger han, - hvis Aarsag han burde have forsøgt sig hos Svava Bjørnson! Rosmers Sind er blidt og ømt; han er saa hjelpeløst ædel, at han er formelig glad, naar Ulrik Brendel Gang paa Gang tager ham ved Næsen for Penger til Fyld. Han er saa konsekvent god fra Fodsaalen til Issen, at han taler lige mildt og kærligt om de gamle Støvler, som Brendel skal faa, som om sin avdøde Hustru. Der er en Mildhed hos ham, som aldrig stopper op, han er mild indtil Blødhed. Der findes ikke mer Kraft i hans adelige Krop end jeg kan holde i Næven, han knækker fornemt sammen ved den første Modgang. Han er fin og sart og saare blaut. Men slig er han gjort, fordi han skulde være Adelsmenneske.

Hvad om den Mand havde havt saavidt Ben i sin adelige Næse, at han havde rynket Panden engang og slaaet et retskaffent Slag i Bordet, - vil han have været mindre adelig for det? Adel forudsætter jo ikke Benløshed i Lemmerne, ligesaalidt som Adel forudsætter denne helgenfine Eftergivenhed, denne Blødhed i Tanken. Naar man da gør et Menneske saa adelig, at han slet ikke er noget andet end Adel, saa er dette i Formen en Demokratisering af det sjælelige Adelsskab som Begreb, og det forudsætter en yderst borgerlig Opfatning af Adel. Det at en Digter tager den sjælelige Adel som Emne, behøver ikke at hindre ham fra at behandle dette Emne demokratisk, og Ibsen har i den Grad "holdt" - tverholdt - Rosmer som sjælsadelig Karakter, at nu kan man endog træffe Bønder inde i Solør, som ved, hvad Sjælsadel er for noget.

Hvad jeg bogstavelig vil beskylde Ibsen for, er dette, at han, som er den af vore Forfattere, som er mindst Pædagog og mindst Demokrat, dog ikke hæver sig over de andre som indtrængende Psykolog. Dels kommer dette som sagt af, at den dramatiske Digtart hindrer ham i det, og dels er han selv for enkelt, men derfor lige mægtigt udrustet til at kunne det. Han er for karakteragtig selv, han føler og fornemmer formeget i hele, bestemte, typiske Tal, istedenfor ogsaa i Brøck. Og naar jeg siger, at hans Digtart er ham til Hinder saa beder jeg om at blive forstaat ordret: det er min hemmelige Mening, at der endnu ikke har levet en Dramatiker paa Jorden, som har været fin Psykolog. Ikke som Dramatiker.

Vi er bleven saa vante til at tro Tyskerne paa hvad de siger om Ibsen, at vi læser ham forudbestemt paa at faa Visdom at høre, determineret til at finde altsammen godt. Og støder vi paa en eller anden mærkelig Komet inde i Bogen, saa er ikke det en Komet, nej, det er en Gaade, og hvis den alligevel er os høgst mærkelig, saa er ikke det Forfatterens Skyld, vi forstaar ham blot ikke. Og det skal indrømmes: den Mand har havt et udmærket Hang til at snakke - dyft.

Har nu dette hævet hans Skildringer som Psykologi? Har det afdækket Sjæle, at hans Personer har gaaet omkring og sagt sorte Dybsindigheder? I og for sig er det noksaa lidet vanskeligt at sige en gaadefuld Dybsindighed, og man begynder mer og mer at forsmaa den Sort Virkemidler. Jeg husker i denne Forbindelse, at Ibsen skrev for nogle Aar siden til Redaktør Schibsted og takked for nogle Artikler, som havde staaet om ham i "Aftenposten". I denne Skrivelse siger Ibsen, at det var "Forstaaelse", han bad om, intet andet end Forstaaelse. I den Anledning var der et udenbys Højreblad, som skrev, at naar det var Ibsen saa meget om at gøre at blive forstaaet, saa havde vel han Sproget saavidt i sin Magt, at han kunde sige det, han mente, ligefrem og klart, saa der ikke var noget ivejen forsaavidt, og saa vilde han slippe at takke Folk for, at de forstod ham. Og det var baade fiffigt og rigtigt skrevet af det Højreblad, men især var det fiffigt.

Nej, Sagen er den, at Ibsens Personer saa altfor ofte har været bare Apparater, som har staaet frem og repræsenteret Begreber og Ideer. Og Begreber og Ideer kan man snakke saare dyft om. Hvad er for Eksempel Brand for noget? Brandes siger noget sligt noget som, at Brand er den absolute Individhelhed. Ja, det kan jeg gaa med paa. For den absolute Individhelhed er ikke et Menneske, men et Begreb. Og det er ikke engang et Begreb, det er bare en abstrakt Tanke, en Regneopgave, en Anelse, det er ingenting, det er bare Ord i Sproget. Brand er et Eksperiment bygget paa Kierkegaards gamle Vits om den i ethvert Menneske slumrende Kæmpesjæl; skal vi tænke os ham som en Mand, saa er det ialfald som en Mand af ejendommelig Kaliber - som en vældig Rise, der kan skræve over Fjælde og faa Jorden til at skælve ved sin Røst. Og almindelige Mennesker danser om bare som Støvskyer i hans Spor.

Hvad er Fruen fra Havet? Jeg ved det ikke, jeg ved det slet ikke; for Fruen fra Havet snakker guddommelig dyft. - Nej, det er jo en Bog for Tyskere. Det er en Bog for Folk, som paa Forhaand er vant til at læse dybsindige Digtelser. Ibsen har skrevet en Bog, det er nok; hele hans Menighet sætter sig til at stirre overtroisk paa hans Ord og finder dem fortræffelig dunkle. Og Tyskerne gotter sig og gnider sig i Hænderne - ah, wunderschön! Og jeg sætter mig ogsaa til at læse den, og jeg læser og læser og støder vældigen sammen med Kometer, og jeg læser Kometerne, og jeg forsøker at synge dem, og jeg siger fortvilet: Djævelen hente dig, saa tal da tydeligt, Menneske! - Nej, den Bog slukker alle mine Lys!

Men hvis jeg nu paa nogen Maade har sagt, at Ibsen er en liden Digter, at han ikke har fortjent sin Berømmelse, at han overhovedet ikke duer synderlig, - har jeg sagt noget sligt som dette, saa har jeg sagt noget, som jeg ikke har ment, og jeg tager det tilbage, tager det ydmygst i mig igen. Ibsens Interesse kredser stadig om Problemerne, det er hans digteriske Kald, og det Kald er stort nok. Jeg siger derfor, hvad jeg nu forresten før har sagt paa Tryk: Man maa erkende et digterisk Produkt om et hvilketsomhelst jordisk eller himmelsk Emne, af en hvilkensomhelst Sindstilstand, lige ind i Vanviddet, naar der er Talent i det. Lad Ibsen digte om Problemer og Spørgsmaal, det beriger vor Literatur og sysselsætter vore Hjærner; det maa selvfølgelig interessere os at erfare, hvad en Mand som Ibsen mener om de forskellige Ting; er det end Ting som Vitser af Kierkegaard og mærkelige Havfruer, saa er det interessant i og for sig, og dobbelt interessant, fordi det er Ibsen, som siger noget om dem. Jeg siger altsaa, at Ibsen har mere end nogen anden hævet vor Literatur fra at være et lidet Norges Literatur til at blive Verdensliteratur, og at kun en Mand med hans vældige Kræfter kunde have gjort noget sligt som dette. Men jeg siger ogsaa, fordi det er et Faktum, at hans Digtning er en Digtning om Samfundsspørgsmaal, og at hans Mennesker er Karakterer og Typer. Jeg siger det ikke forat klandre ham for det, men forat udtale en Kendsgærning.

Og aldrig har vor Literatur syslet med andet, det har været om Samfundet og Typerne. Til Bjørnson, Ibsen og Kielland har vor fjerde "Store" sluttet sig med hele sit elskværdige og huslige Talent: Jonas Lie. Lie er ikke nogen Fører, men en fremragende Menig, ikke en Stjærne, men et klart Lys, og der maa forsaavidt ikke ventes andre Ting fra ham, end hvad man kan have faaet før baade af vore egne og af andre Forfattere. Opprindelig tror jeg ikke, at Lie havde synderlig stærke samfundsreformatoriske Lyster; man ser det ogsaa derpaa, at naar han en enkelt Gang skal kurere, han som de andre, saa blir hans Grødomslag for svære; jeg viser i den anledning til Slutningsordene i "Livsslaven", hvor han er i Tvivl om, hvorvidt han ikke maa sende hele Verden paa Slaveriet, istedet for en enkelt Mand. Jonas Lie er en kær Ven, som besøger os hvert Aar og underholder os med Fortællinger, naar Lampen brænder om Aftenen. Hans Psykologi er jævnt god, og han har et Humør som en snil Onkel; vi skatter ham, respekterer ham og er glad i ham. Han er et Billede paa en jævn Mand, som tillige er en stor Mand. Og naar det da brænder i Kakkelovnen, og Lampen lyser, og vi flokker os om ham smaa og store, saa forteller Jonas Lie - til Nytte og Underholdning - afvekslende fra Sjølivet og fra Huslivet. Det er disse to Slags Liv, han kender og interesserer sig for, og fra disse to Liv har han saa mange Historier, morsomme og sørgelige Historier, altid gode og sande Historier. Det er almindelige, skikkelige Mennesker i deres daglige Hverdagsliv tilsjøs og tillands, som sysselsætter ham, og af disse Mennesker er der ingen, som han fortæller bedre om end nogle Koner, nogle ganske fortræffelige Kærringer, som han har stiftet Bekendtskab med, en her og en anden der. Han kalder dem med forskellige Navne og lader dem optræde forskelligt, det er Lodsens Hustru, det er Skipperkonen i "Rutland", det er Kaptejnfruen i "Kommandørens Døtre", det er Ma i "Familjen paa Gilje" og det er Barbro Høgden i "Livsslaven", - det er Koner paa mange Graders Forskel; men i ét er de det selvsamme Menneske: de er Koner allesammen; det er ingen af dem, som ikke er konelig. Og det er ingen af dem, som ikke hver i sit Slags er en Karakter. Hos Jonas Lie nytter det ikke at søge efter noget, som ikke engang vore andre Forfattere har. Han vandrer i Psykologiens gode, gamle, optraadte Veje, og finder, idet han vandrer frem, mangt et brugbart Stof, som han presser endnu lidt - og endnu lidt - Kanalisæk ud af for "Folket". Han har foreviget en Samling af Godtfolk fra vort Sjøliv og vort Husliv, som ikke findes overtrufne i vor Literatur, hvad tydelig og godt "holdt" Karakterskildring angaar, og derfor har han indlagt sig store Fortjenester paa samme Tid, som han har skabt sig et stort og hengivent Publikum. Jeg laster ham ikke, fordi han har poetiseret over Skipperkoner og Kaffekærringer, jeg ærer og respekterer ham fordi han har besat dét Punkt i vor Literatur, og gjort det saa udmærket. Jeg lukker blot ikke Øjnene for den Sandhed, at hvad jeg søger efter og ikke finder hos vore andre Forfattere, er heller ikke at opdage hos Jonas Lie. -

Og naar vi da lægger sammen Bjørnson og Ibsen og Kielland og Lie, og vi gennemgaar Hovedindholdet af deres samlede Digtning, saa blir Totalindtrykket af denne, at den mere er en Digtning for de mindre end for de mest utviklede Mennesker i Landet. Vore fire store har skrevet overordentlig norskt. De har havt sine visse Meninger at arbejde for, visse "reelle Værdier" at slaa om sig med: Præsterne er Hyklere, Almuesfolket forurettes, Latinen og Pontoppidan myrder Smaabørn inderlig ihjæl, Grosserere forfører unge Piger, og Samfundet er ordnet paa det ravgaleste i alle Maader. Hvor er ikke dette folkeligt altsammen, folkeligt og humant og let at faa Tag paa. Der er ingenting i dette, som Folk i Solør ikke finder udmærket; vor Literatur er saa samvittighedsfuldt afpasset efter Landsens Tarv, at det er en Lyst at skue. Bjørnson kommanderer rent ud: Takt, Takt, pas paa Takten! Faa blot allesammen med paa Tingene; det gælder om at følges ad! Og han raaber myndigt til dem, som vil gaa i lidt hurtigere Tempo og tage lidt længere Skridt: Stille Børn! - Han er den store Fører, som har ledet mange Tog og er vant til at blive lystret. Han sidder paa sin Gaard i Gausdal og autoriserer Literatur, og det er hver Gang som at læse: Givet paa Stockholms Slot, under Haand og Segl. Han autoriserer Hilditschs Noveller og Kristofer Kristofersens Fortællinger, "Mænd og Ære" og Henning Jensens Skrift om "Jesu Barndom", - dét autoriserer han. Han vogter nøje paa, at der ikke skal befordres noget i Trykken, som kan skade hans Folk. Modne Mennesker vil jo ikke gaa redningsløst tilgrunde af nogetsomhelst som skrives; det er derfor blot for Folket og Samfundet, Bjørnson raaber op Gang paa Gang. Og kommer der da noget, som smager af Brandes, saa raaber han Vagt i Gevær mod denne "bukkehallucinerede Virksomhed", væk med Svineriet, paa Post, Godtfolk! Og hænder det at der gøres et beskedent Forsøg paa at skildre den sammensatte Ukarakter, Temperamentsmennesket, den splittede og disharmoniske Sjæl, istedet for Nordmanden, Typen og Karakteren, saa rejser Bjørnson sig atter aandeligen og forlanger "sund" Literatur i dette Land og Rige. Det har hændt Gang paa Gang, at Bjørnson har raabt op om dette, og Bjørnson har en langt rækkende Autoritet. Ved den første Mistanke om, at her foreligger noget ufolkeligt, som Gaardbruger Ola Glomsdalen ikke forstaar, beslutter Bjørnson sig til at træde op, og hver Gang, han da sætter sig til at skrive sine "Opsæt", er det med en Mine, som om han skal redde Fædrelandet.

Nu spørger jeg: hvor kan et Lands Literatur udvikle sig mangeartet og rigt, naar den skal leve under den Slags Forholde? Jeg spørger, fordi jeg forstaar det ikke selv. Livet yttrer sig ikke bare som Samfund, og Menneskene optræder ikke bare som Karakterer, - hvis da Literaturen skal omfatte alle Yttringer af Liv, maa den udenom den gode gamle Grændse. Vi har lært at skrive Samfundspoesi, fordi Samfundspoesien er den herskende Digtning i Tiden; vi har lært at holde os Skolens Love temmelig efterretlig; men derfor er der - jeg vil sige det saa klart som jeg føler det - derfor er der aabne Huller og ubesatte, nøgne Punkter i den verdensberømte norske Literatur. Og fordi vi har digtet under Tvangen fra en herskende Skole, har vi ikke turdet noget andet og mere end variere og gentage, hvad Godtfolk har havt Nytte af og Tiden har krævet. Og det har vi da gjort med en folkelig og fattig og yderst foroverludende Fantasi. Men saa længe har vi varieret, og saa længe har vi gentaget, at nu har vi varieret indtil Gentagelser; jeg har inderlig Følelse af, at en Masse af de Bøger, som vore store og smaa Forfattere har skrevet herhjemme i de sidste 10-12 Aar, det er Bøger, som er skrevne før. Det er Bøger, som er skrevne før - om ikke altid i vor, saa i andre Literaturer.

Men trods dette, saa skal ikke mine Ord forstaaes som en Anklage - en Anklage af den Art vilde jo ogsaa tage sig lidt fri og ungdommelig ud i min Mund -. Trods det, at vor armodslige Fantasi ikke har formaaet at hæve sig ud over en Skole, og trods det, at meget af vor nyere "store" Literatur er en Gentagelse af vor egen tidligere og af andre Literaturer, saa siger jeg alligevel af Kærlighed til Sagen: digt Skole, digt Samfund, digt Typer; digt demokratisk og folkeligt i overvældende Fylde og Yppighed! det beriger vor Literatur, og vi trænger alt, og takker for alt. Maa jeg blot bede om Plads for - maa jeg bare som interesseret i Literatur bede om Plads ogsaa for den Digtning, som kunde ville spire op ved siden af den herskende, den individuelle Digtning, hvori Skolen er forladt og Stuart Mill forglemt og sat ud af Betragtning. Det er det, jeg beder om. Men hvori denne Digtning skal bestaa, hvilke Ting den skal beskæftige sig med, og hvorledes den skal beskæftige sig med dem, det vil jeg da gøre et fattigt Forsøg paa at redegøre lidt for næste Gang.

Jeg har været syndigt nedrivende iaften, og jeg har vel, kan jeg tænke, saaret Dem i Deres Sympatier; men jeg har tænkt paa disse Ting i rigtigt lang Tid og har følt dem stærkere og stærkere efterhvert som Dagene har gaaet. Nu har jeg da altsaa faaet Anledning til at tale om dem, og jeg takker Dem. Hvad jeg har sagt iaften maa forstaaes hovedsagelig som en Indledning til mit næste Foredrag, - hvad jeg forstaar ved psykologisk Literatur.<sup>1

1</sup> Alternativt til det siste avsnitt har Hamsun denne avslutning:
Det er mit andet Foredrag, det om psykologisk Literatur, som jeg egentlig rejser om med. Det andet Foredrag "Dagbladet" og "V. G." siger er saa elendigt daarligt, saa overfladisk. Jeg gør opmærksom paa dette, forat De kan tage Deres Forholdsregler og gærne møde op saa skeptiske som muligt.